Den Økologiske Frugthave

Ved første øjekast er den gamle have nok uoverskuelig og ser ud til kun at indeholde ukrudt, men når man begynder at gå på opdagelse og måske laver små stier med plæneklipperen, så byder den på en masse overraskelser og fine hemmeligheder. På oversigtskortet er de største/vigtigste planter tegner ind, men der er stadig masser at opdage på egen hånd. Jeg har fået fortalt at den gamle mand aldrig brugte gift i sin have, men ihvertfald er haven fuldstændigt giftfri fra 2011 hvor K.E. købte grunden (og der havde den stået ubeboet og giftfri hen i en længere årrække).

Fenikkel

Nok det første man lægger mærke til er den frodige hybenhæk. Det er hyben af den gamle type, som er de sødeste og bedste at lave marmelade af – og det er også dem der efterhånden har fået et dårligt ry for at være invasive og ikke naturligt tilhørende i Danmark. For mig er det en plante jeg husker og holder meget af fra min barndom og som nærmest er uundværlig i en gammel frugthave.

Den holdes nemt i skak ved at have græs ved siden af den og dermed slå de små nye skud efterhånden som de titter frem. Hvis den alligevel bliver for ‘fed’ kan man klippe lidt af den, tæt ved jorden. Lad være med at klippe fra toppen, da den sætter 7 nye skud hvor man har klippet og de tynde grene underneden kan ikke holde til vægten, så de knækker og hækken kommer til at se grim og pjusket ud. Hvis uheldet er ude og for eksempel sne har væltet den, kan den klippes helt i bund og i løbet af et års tid har den vokset sig op i fin størrelse igen.

Æbletræerne er også helt fantastiske. De små paradisæbler ser man ikke ret mange steder mere og når man endelig gør er det oftest den type der er lidt bitre og helst skal syltes. Her i haven er det dog den søde slags, de kan spises lige fra træet når først de er modne. Der er godt nok dårligt en mundfuld i hvert lille paradisæble, til gengæld er der mange af dem! Måske er det alligevel sjovest at sylte dem eller måske lave en sød æblesnaps? Paradisæbler modnes ret sent og nogen siger at de har bedst af lige at få frost for at tage bitterheden.

Det unge æbletræ med de røde æbler er det mest ivrige af dem alle. Jeg ved ikke hvad sort det er, men de smager fantastisk, meget lig Pink Lady eller måske den lokale Ingrid Marie. Den giver virkeligt, virkeligt! mange æbler!

Den gamle æbletræ med de gule æbler modnes lidt senere end den røde. Æblerne er heller ikke nær så søde da det er et vinteræble. Det holder sig godt hvis det stilles tørt og køligt vinteren over. Eller måske vil du hellere slippe for besværet og bytte dem til most? https://www.orskovfoods.com/49-byt-dine-%C3%A6bler-til-most.html

Æbler og Fyn hører sammen! Der er masser af historie omkring de fynske æbler, og der bliver gjort et stort arbejde for at bevare de gamle sorter.

Et par steder i hækken haven står der nogle ‘gammeldags blommer’ eller kræger som det nok er. De er små og trives fint i skygge/halvskygge og med fugtig jord, men de giver flest frugter hvis de får lys og beskæres. Førhen var de meget almindelige i læhegn, og det er da også i hegnet at man finder dem her i haven. Kræger er normalt bitre og skal have frost eller syltes for at smage godt, men nogen må have haft en sød tand da de anlagde have her, for ligesom med paradisæblet er det den mere ualmindelige søde kræge der findes her. Den kan spises præcis som en almindelig blomme, med samme sødme, bare som ‘amuse bouche’.

Hegnet mod marken var virkeligt i en skidt forfatning da vi købte grunden. Det var tyndt og pjusket og flere steder var træerne døde og væltet. Hækken blev “lagt” og fik dermed en foryngelseskur og er blevet tæt og grøn igen. Du har måske set bonderøven gøre det med sin tjørnehæk? Jeg har brugt den irske metode, hvor det afklippede kvas bliver liggende under den lagte den af hækken og fra starten af er med til at skabe gode levesteder for dyr og fugle. Det er også herinde Hermelinen holder til og den er ganske frygtløs. Den ved godt at den er i sikkerhed derinde, så selvom min hund har stået og gøet ad den, så går den videre som om intet er hændt. Om vinteren kan jeg se dens små fodspor i sneen og på dage hvor hunden gider sove længe har jeg kunnet sidde inde og se den fange mus under der store moreltræ. Hedgelaying.

I hækken står der også adskillige mirabeller og de har især haft godt af at blive ‘lagt’ og har fået fornyet kraft og styrke. Mirabeller er måske ikke så interessante i sig selv, men de er gode livskraftige træer at bruge til at pode med blommer og abrikoser.

Om foråret tittet humlen frem som noget af det første. De spæde skud smager ligesom asparges og efter en lang vinter er det næsten som at komme i himlen at gå i haven og finde humlen. Vestfyn har stor tradition med humlegårde, hvor de selvfølgelig blev dyrket for at bønderne selv kunne lave øl, men også med salg for øje. Endnu længere tilbage var det faktisk ved lov at hver gård på vestfyn skulle have en humlehave, så de kunne levere humle til øl til kongens mænd. https://natmus.dk/museer-og-slotte/frilandsmuseet-det-gamle-danmark/huse-og-gaarde/haver-og-landskab/gamle-bondehaver/fynsk-husmandshave/

Det fine ved de gamle typer af træer som mirabelle og kræge er at de er meget mere sejlivede end mere moderne sorter. De smager måske ikke så sødt eller har så store frugter, for det er jo netop det man har forædlet sig frem til med de nye. Men de er til gengæld fantastiske at bruge som podestammer. De vokser forholdsvis hurtigt og er næsten ikke til at slå ihjel. Der er også en del tjørn i haven og hvis man gerne vil lave frugttræer ud af dem kan de podes med æblekvæge og pærekvæge og så skal der laves the og marmelade!

Hylden og haslen behøver vel ikke nærmere introduktion 🙂 Hasselbuskene kan med fordel beskæres hvert 3-4. år for at give mere frugt. Samtidigt bliver buskene kraftigere og kæppene har en fin tykkelse til brænde, der ikke skal kløves. Der er også to forskellige piletræer i hækken som man kan høste og enten bruge til pileflet, foder til dyr eller som brænde.

En særlig hilsen til de tre smukke syrener i haven. Den store hvide, ved siden af indkørslen og en mindre lilla i hegnet mellem skuret og det gamle æbletræ og endelig en ud mod vejen, helt oppe ved naboen. Syrenerne er jo noget helt særligt sydfynsk, hvor de blev indført af en købmand i Fåborg i omkring 1850 fordi de var gode og kraftige at bruge som levende hegn. På grund af deres smukke, duftende blomster blev de hurtigt populære ved almindelige gårdejere også – og især husmødrene var glade for at kunne bruge dem som brænde i stedet for tjørn, for stak de sig ikke. De er for øvrigt i familie med oliven og de søde blomster kan bruges i saft, kager, is etc. Syrener