Det Bæredygtige Anneks

Det hyggelige, lille køkken er anneksets sjæl. Her kan man nyde udsigten over haven mens man tager opvasken i den gamle emaljevask. De to hegn, der skal give privatliv på terassen er stillet så det ikke forstyrrer det lange kig helt ned til æbletræerne.

Stuen har store vinduer i alle retninger, så lyset strømmer ind og man er helt tæt på naturen hele året rundt. I skumringen bliver insekterne tiltrukket af en smule lys i stuen og så kan man nyde flagermusenes fantastiske luftshow på helt tæt hold.

Terassen er en hyggelig, lille, privat plet hvor man kan sidde med en god bog og en kop the, eller grille sin aftensmad.

I “skuret” er alle installationerne af el og vand og samtidig er her vaskemaskine og en fritstående bruser. Med tilkobling af for eksempel en gasvandvarmer er det nemt at få varmt vand og brusebad her.

Tekniske Detaljer

Det Røde Anneks er bygget hovedsageligt af genbrugte materialer, taget og nogle af de bærende dele er dog nye da der ikke er gået på kompromis med styrken af konstruktionen. Det er på siden ud mod vejen understøttet af cementstolper og ud mod marken af træstolper – det gør at på trods af at annekset ikke er funderet, står det bomstille – selv i stormvejr!

Annekset har 150mm isolering i væggene og 300mm i gulv og loft – derudover er der presset isolering ind mellem bund og jorden, således at vinden ikke blæser under og gør det fodkoldt. Vinduerne er termoruder – de to ud mod vejen har haft tykke gardiner, de tre andre i stuen har derudover en forsatsrude og er altså tre-lags.

Solvarmeren på væggen og de store vinduer ud mod vejen, der får masser af sol hele dagen – samt den ret effektive isolering, gør det nemt at varme op. Jeg har om vintern brugt en olieradiator til el og med en indetemperatur på ca 20 grader, har jeg haft en månedlig elregning på ca 600 kr om vinteren.

I køkkenet er der en indbygget glaskeramisk kogeplade med fire blus, hvoraf de tre virker. Bordpladen kan løftes ved brug, eller klappes ned over når man har mere brug for bordplads. Det samme gælder for kummefryseren i hjørnet, der også fungerer som bord når man ikke lige skal tage ting op. Derudover er der et køleskab under komfuret. Der er koldt vand i hanen og afløbet løber ud i siveanlægget.

Mellem køkken og stue er der toilet med træk og slip. Under annekset står en ‘pumpe med kværn’ som leder vandet over i trixtanken. Det er samme system som man bruger på skibe, byggepladser eller ved toilet i kælderen. Pumpen skal kontrolleres ind imellem, evt renses årligt og så skal den sættes til!! Det er den hvide ledning mellem vasken og skabet. Den sorte ledning er pumpen der leder vandet fra tanken ud i sivestrengene og den behøver principielt kun at blive sat til ind imellem for at tømme tanken for vædske. Det ‘knap så flydende’ bliver tømt årligt via den kommunale tømningsordning. Der står for øvrigt en ekstra pumpe i skabet, ubrugt men med engelsk stik.

Badeværelset i “skuret” er bygget med nye materialer. Det har cementfundament og 300mm isolering i gulvet og 200mm isolering i vægge og loft. Der er gipsplader og fliser på gulv og vægge. Der er IKKE vådrumsbehandlet eller brugt vådrumsgips – dels ville det have været ulovligt at have eltavlen i et badeværelse, dels var det for os en midlertidig løsning indtil vi havde bygget hus. Der er et vindue ud mod marken.

Både Anneks og ‘Skur’ står på BBR. Skuret behøver ingen byggetilladelse, mens Annekset HAR byggetilladelse og derfor står helt lovligt på grunden. Det er dog ikke godkendt til beboelse, men man kan søge en dispensation ved kommunen, der normalt gives for 3 år og derefter kan forlænges yderligere 3 år. Man kan godt have sin folkeregisteradresse på grunden, da det ikke afhænger af boligen, men er et udtryk for hvor man rent faktisk opholder sig. Da der ikke er rgistreret en bolig på grunden skal man gå op på borgerservice og bede om en blanket, som man udfylder manuelt.